Når demens, utryghed eller et overset behov bliver synligt som uro, modstand eller kraftige reaktioner
Udadreagerende adfærd er ikke en diagnose. Den kan være borgerens reaktion på sygdom, smerter, tab af overblik, nye omgivelser eller en situation, der ikke længere giver mening.
På et plejehjem kan udadreagerende adfærd vise sig som råb, trusler, slag, spark, skub, spyt, rastløshed, grænseoverskridende handlinger eller modstand mod hjælp. Det synlige udtryk kan være voldsomt, men reaktionen opstår sjældent uden en sammenhæng.
Hos et menneske med demens kan evnen til at forstå sprog, aflæse andres hensigt, huske en aftale eller overskue en plejesituation være svækket. En hånd på skulderen kan blive misforstået. Et bad kan opleves som et overgreb. En besked om at vente kan føles som en uforståelig begrænsning. Når borgeren ikke længere kan forklare ubehag eller bede om hjælp på en genkendelig måde, kan adfærden blive kommunikationen.
En ændring i adfærd bør altid give anledning til faglig nysgerrighed. Særligt ved en pludselig forværring skal mulige sundhedsmæssige årsager som smerter, infektion, delirium, forstoppelse, søvnproblemer eller medicin vurderes af det relevante sundhedsfaglige personale.
Ved Alzheimers sygdom kan hukommelse, orientering, sprog og dømmekraft gradvist blive påvirket. Borgeren kan glemme, hvorfor en medarbejder er kommet ind i boligen, ikke genkende personen eller miste forståelsen midt i en handling. Hvis hjælpen fortsætter, selv om borgeren oplever situationen som truende, kan modstand udvikle sig til et affektudbrud.
Ved især den adfærdsmæssige variant af frontotemporal demens påvirkes pandelappernes og tindingelappernes funktioner. Det kan svække hæmninger, situationsfornemmelse, planlægning og evnen til at udsætte et behov. Borgeren kan derfor blive mere impulsstyret eller handle uden at kunne vurdere konsekvensen.
Hvis en påbegyndt handling bliver afbrudt direkte, kan begrænsningen opleves som uforståelig. En fast irettesættelse eller fysisk blokering kan i den situation øge presset og udløse et kraftigt affektbrud. Det betyder ikke, at alle grænser skal fjernes, men at rammen bør sættes roligt, enkelt og med mindst mulig konfrontation.
Aggressiv eller voldsom adfærd kan også forekomme ved vaskulær demens og andre demenssygdomme. Borgerens personlighed, livshistorie, helbred, relationer og omgivelser har betydning. Derfor skal en konkret reaktion aldrig forklares ud fra diagnosen alene.
En flytning til plejehjem betyder ofte farvel til kendte rum, rutiner, naboer og måder at klare hverdagen på. For et menneske med demens kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor man er flyttet, hvem medarbejderne er, og hvornår man skal hjem igen.
Uroen kan vise sig som dørsøgende eller flugtsøgende adfærd, gentagne ønsker om at komme hjem, mistillid, ændret søvnrytme eller modstand mod pleje. Mange skiftende ansigter, nye lyde og uklare forventninger kan forstærke oplevelsen af at have mistet kontrollen.
Genkendelige genstande, faste kontaktpersoner, tydelig døgnrytme og viden om borgerens livshistorie kan skabe mere sammenhæng. Indsatserne skal tilpasses den enkelte; det, der virker beroligende for én borger, kan belaste en anden.
En borger kan reagere kraftigt, når vedkommende føler sig misforstået, overset eller frataget indflydelse. Behovet kan være helt konkret – toiletbesøg, mad, drikke, hvile, smertelindring eller passende temperatur – men det kan også handle om kontakt, forudsigelighed, selvbestemmelse eller ønsket om fortsat at have en rolle.
Hvis borgeren mangler ord for behovet, kan personalets krav eller afbrydelse opleves som endnu et tab af kontrol. Her kan færre ord, mere tid, et roligere miljø og et enkelt valg være mere hjælpsomt end gentagne forklaringer.
Gentagne episoder kan skabe utryghed for borgeren selv, de øvrige beboere, pårørende og medarbejdere. Personalet kan blive nødt til at forlade andre opgaver, og arbejdsdagen kan udvikle sig til konstant beredskab. Det kan belaste relationen til borgeren og gøre det sværere at arbejde ensartet.
Ekstra pædagogisk støtte kan være relevant, når plejehjemmet har brug for mere kontinuitet, observation og ro omkring et konkret forløb. Medarbejderen samarbejder med det faste personale og holder sig inden for den aftalte rolle. Indsatsen overtager ikke behandling, medicin, personlig pleje eller ledelsens ansvar.
Hvis de kraftige reaktioner opstår under besøg i borgerens private bolig, kan I læse om støtte ved udadreagerende adfærd i hjemmeplejen.
Fagligt gennemgået: 25. august 2026. Indholdet er generel information og kan ikke erstatte en konkret sundhedsfaglig vurdering.
Svarene er generelle. En pludselig eller markant adfærdsændring bør altid vurderes i den konkrete sundhedsfaglige og pædagogiske sammenhæng.
Det er en samlet betegnelse for eksempelvis råb, trusler, slag, spark, skub, spyt, modstand eller kraftig uro. Adfærden er ikke en diagnose, men kan være en reaktion på sygdom, ubehag, omgivelser eller et behov, der ikke bliver forstået.
Ja. Demens kan påvirke hukommelse, sprog, dømmekraft, impulskontrol og evnen til at forstå en situation. En kraftig reaktion kan dog også skyldes smerter, infektion, medicin, sansebelastning eller andre forhold, som bør vurderes fagligt.
Flytningen kan bryde kendte rutiner og relationer. Nye omgivelser, ukendte ansigter og tab af selvbestemmelse kan skabe forvirring, dørsøgende adfærd, modstand og utryghed, især hos et menneske med demens.
Ekstra støtte kan være relevant, når et forløb skaber vedvarende utryghed, og plejehjemmet har brug for mere kontinuitet, observation og ro omkring en konkret borger. Indsatsen skal afklares med ledelsen og erstatter ikke sundhedsfaglig vurdering eller behandling.
Sidens forklaringer er blandt andet baseret på offentligt tilgængelig viden om demens, forebyggelse af udadreagerende adfærd og indflytning i plejebolig.
Fortæl kort om situationen, så afklarer vi rammerne og mulighederne uden at love mere end den konkrete opgave giver grundlag for.